Mens nogle af de hårdest ramte områder, såsom Darfur-landsbyerne, der er ramt af konflikten, er fattige og afsidesliggende, er andre meget mere indlysende for os vesterlændinge. Naturvidundere, storbyer og kulturelle ikoner er i fare. Her er tre eksempler, der er blevet permanent transformeret af klimaændringer.
New Orleans
Det er næsten et årti siden, at orkanen Katrina ramte New Orleans, og der er stadig områder, der ikke er tæt på fuld bedring, som den ødelagte Lower Ninth Ward. Ja, byen er fuld af utrolige, modstandsdygtige mennesker, og så meget vil aldrig ændre sig, men den vil sandsynligvis bære ar af Katrina for evigt. Og det er fortsat sårbart over for fremtidige storme. Det er selvfølgelig umuligt at bekræfte, at orkanen Katrina var forårsaget af klimaændringer. Katastrofe orkaner sker længe før mennesker begynder at påvirke deres miljø. Men da varmt havvand er brændstof for orkaner og tyfoner, forventes det opvarmende klima at øge hyppigheden og intensiteten af sådanne storme ved at give betingelser, der er gunstige for deres dannelse.
Århundredets storme ligner måske mere årtiets storme. Alene i USA har vi allerede haft to unormalt katastrofale storme i det sidste årti med Katrina og Sandy. New Orleans og andre kystbyer vil fortsat være modtagelige for storme og oversvømmelser derefter.
Great Barrier Reef
Ikke al den kuldioxid, vi udsender til atmosfæren, bliver i atmosfæren. Omkring en tredjedel absorberes af havene. Når kuldioxid falder i havet, forsurer det vandet, hvilket skadeligt påvirker skaller og skeletter af havdyr, herunder koraller, gennem en proces, der kaldes "blegning". Koralrev er et af de mest biologisk mangfoldige og vigtige typer af økosystemer i vores have, og vi er stærkt afhængige af dem som fiskepladser for skaldyrsindustrien. De hjælper også med at beskytte vores kyststrækninger og fungerer som en barriere mod hårdt hav og deres erosive kræfter. Blegning er et tegn på, at koraller svækkes, og når rev dør, dør økosystemerne omkring dem.
Selv Great Barrier Reef ud for Australiens kyst, verdens største rev, er ikke immun. I 2050 vil 97 procent af Great Barrier Reef være bleget hvert år, ifølge en prognose fra FN's Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC). Med andre ord vil revet dø. Ikke alene er dette en økologisk katastrofe, det betyder også mindre fisk og skaldyr på vores revtallerken og et tab af indtægter fra turisme og rekreation.
Glacier National Park
Montanas Glacier National Park er måske det mest bemærkelsesværdige, hvis ikke det eneste eller værste eksempel på gletsjernedsmeltning som en af de vigtigste juveler i det amerikanske nationalparksystem. Det hedder trods alt Glacier National Park. Parken er smuk med eller uden gletsjere, men da den blev etableret for næsten 100 år siden, var der 150 gletsjere inden for dens grænser. Nu er der 25 af dem. Efter et skøn vil de alle være væk i 2030. Tabet af gletsjere er ikke noget nyt for geologisk historie, med iskapper, der rykker frem og trækker sig tilbage hvert 40.000 til 100.000 år.
Men hver gang nogen bringer denne kendsgerning frem som en grund til regulatorisk passivitet, så mind dem forsigtigt om, at vi har forårsaget det, og vi kan stoppe det, og at der vil være konsekvenser, hvis vi ikke gør det. Ikke alene er hundreder af millioner mennesker verden over afhængige af gletsjere som en kilde til vand, men omkring en ud af ti mennesker bor på en kyst, der kan blive påvirket af havstigninger.
New Orleans
Det er næsten et årti siden, at orkanen Katrina ramte New Orleans, og der er stadig områder, der ikke er tæt på fuld bedring, som den ødelagte Lower Ninth Ward. Ja, byen er fuld af utrolige, modstandsdygtige mennesker, og så meget vil aldrig ændre sig, men den vil sandsynligvis bære ar af Katrina for evigt. Og det er fortsat sårbart over for fremtidige storme. Det er selvfølgelig umuligt at bekræfte, at orkanen Katrina var forårsaget af klimaændringer. Katastrofe orkaner sker længe før mennesker begynder at påvirke deres miljø. Men da varmt havvand er brændstof for orkaner og tyfoner, forventes det opvarmende klima at øge hyppigheden og intensiteten af sådanne storme ved at give betingelser, der er gunstige for deres dannelse.
Århundredets storme ligner måske mere årtiets storme. Alene i USA har vi allerede haft to unormalt katastrofale storme i det sidste årti med Katrina og Sandy. New Orleans og andre kystbyer vil fortsat være modtagelige for storme og oversvømmelser derefter.
Great Barrier Reef
Ikke al den kuldioxid, vi udsender til atmosfæren, bliver i atmosfæren. Omkring en tredjedel absorberes af havene. Når kuldioxid falder i havet, forsurer det vandet, hvilket skadeligt påvirker skaller og skeletter af havdyr, herunder koraller, gennem en proces, der kaldes "blegning". Koralrev er et af de mest biologisk mangfoldige og vigtige typer af økosystemer i vores have, og vi er stærkt afhængige af dem som fiskepladser for skaldyrsindustrien. De hjælper også med at beskytte vores kyststrækninger og fungerer som en barriere mod hårdt hav og deres erosive kræfter. Blegning er et tegn på, at koraller svækkes, og når rev dør, dør økosystemerne omkring dem.
Selv Great Barrier Reef ud for Australiens kyst, verdens største rev, er ikke immun. I 2050 vil 97 procent af Great Barrier Reef være bleget hvert år, ifølge en prognose fra FN's Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC). Med andre ord vil revet dø. Ikke alene er dette en økologisk katastrofe, det betyder også mindre fisk og skaldyr på vores revtallerken og et tab af indtægter fra turisme og rekreation.
Glacier National Park
Montanas Glacier National Park er måske det mest bemærkelsesværdige, hvis ikke det eneste eller værste eksempel på gletsjernedsmeltning som en af de vigtigste juveler i det amerikanske nationalparksystem. Det hedder trods alt Glacier National Park. Parken er smuk med eller uden gletsjere, men da den blev etableret for næsten 100 år siden, var der 150 gletsjere inden for dens grænser. Nu er der 25 af dem. Efter et skøn vil de alle være væk i 2030. Tabet af gletsjere er ikke noget nyt for geologisk historie, med iskapper, der rykker frem og trækker sig tilbage hvert 40.000 til 100.000 år.
Men hver gang nogen bringer denne kendsgerning frem som en grund til regulatorisk passivitet, så mind dem forsigtigt om, at vi har forårsaget det, og vi kan stoppe det, og at der vil være konsekvenser, hvis vi ikke gør det. Ikke alene er hundreder af millioner mennesker verden over afhængige af gletsjere som en kilde til vand, men omkring en ud af ti mennesker bor på en kyst, der kan blive påvirket af havstigninger.